Instruktører

Vibeke Thers

Vibeke fortæller….

“Jeg har altid elsket, at danse og synge og så er jeg MEGA social. Jeg startede til standard- og latindans som 5-6 årig hos Andersen & Jensen, senere var det så jazz-ballet hos Bjarnov og sidenhen hos Henry Turner som hittede. Jazz-balletten mindede faktisk rigtig meget om den Newline, som vi danser i dag. Vores instruktør lavede en koreografi til et bestemt stykke musik som vi øvede i hele sæsonen, – og så optrådte vi med dansen til det årlige Afdansningsbal. Det var både sjovt og festligt.

I mange år lå mine dansesko stille, – jeg havde travlt med job, mand og børn + 1000 andre ting. I 2005 var vi en masse veninder, som startede op hos Allan i Allround Linedance, – og så var jeg bare solgt! Jeg følte, at jeg var til fest hver torsdag aften, – for der var fed musik, dejlige danse, masser af motion, grin og dejligt samvær med en masse skønne mennesker, så 1 gang om ugen, blev hurtigt til 2 og 3……….

I 2010 blev jeg instruktør hos Allround. Jeg har deltaget i flere instruktørkurser hos Niels Poulsen, – og i dag underviser jeg lige fra Beginner og op til High Intermediate/Advanced niveau. Jeg glæder mig, hver evige eneste gang, at jeg skal til dans og mødes med alle de glade, dejlige og veloplagte dansere, som er rundt omkring på holdene. Jeg vild med at undervise, og jeg elsker at præsentere danserne for en ny FED dans. Det er meget vigtigt for mig, at jeg selv er vild med musikken og at dansen er et HIT, endvidere skal den være velkoreograferet og så skal den også danses i de foreninger, som vi besøger, når der inviteres til fest.

Det er helt utroligt, hvor dansen har ført mig hen, – jeg havde aldrig drømt om, at det skulle komme så vidt. Jeg har flere gange været både i England, Tyrkiet og Las Vegas. I Las Vegas var jeg sammen med 1200 andre dansere fra hele verden. Det er noget helt specielt, at danse med dansere fra andre lande. Jeg synes, at det er fascinerende, at uanset hvor i verden vi bor, så danser vi den sammen dans med præcis de samme trin, til det samme stykke musik… Det er bare fantastisk!

Efter 10 lærerige og spændende år i Allround Linedance, – heraf 2 år som Formand, – så har jeg valgt, at stifte Come and Dance i Brøndby Strand. I dag er jeg så både Formand og instruktør i Come and Dance.

Jeg glæder mig til at tage fat på et nyt årti i dansens tegn og er spændt på, hvor det vil bringe os hen. Jeg stortrives i foreningslivet, jeg kan godt lide at lave bestyrelsesarbejde og være med til, at gøre en forskel i hverdagen. Men det bedste ved det hele er, at jeg stadig føler, at jeg er til fest, når jeg kommer til dans, – nu er det bare 3-4 gange om ugen”.

Heidi Bruun Rasmussen

Heidi fortæller …..

“Jeg er gift med Flemming og sammen har vi 2 skønne piger Sarah og Nanna. Til daglig arbejder jeg som faglærer på Thorshøjgård – STU. Jeg har altid elsket at danse og spille teater.

Som 8-årig startede jeg til jazzballet. Efter nogle år blev det disco og freestyle hos Freddie Petersen på Amager, som vandt mit hjerte, – og senere dansede jeg på “fuld skrue” på diverse diskoteker i København.

I 2002 startede jeg hos Kildebrønde Linedance, – og jeg elskede musikken, dansene og energien.

Et hold blev hurtigt til 4 hold, – og efter et møde med den hollandske koreograf og danseinstruktør Roy Verdonk blev danseteknikken en stor interesse og passion.

I 2006 stillede jeg op til Danish Linedance Classic og vandt min kategori.

Et par år efter valgte jeg at holde pause fra linedancen, – men i 2018 var jeg klar igen, – og her mødte jeg så Newline og Come and Dance for første gang.

WAUW – sikke en modtagelse! Det var (er) en meget professionel undervisning, her var masser af hygge, grin og danseglæde, – OG så dansede de til den fedeste musik. Et hold blev hurtigt til 7 og jeg har elsket hvert minut.

I 2020 tog jeg instruktørkurser hos Niels Poulsen (K1,K2 + Cuing 1), – og jeg har siden fået lov til at være en stor del af Come and Dance, – både som danser, hjælper, vikar, co-instructor, fotograf og referencedanser.

Fra august 2022 er det mig en stor ære og glæde, at skulle være instruktør på vores Begynderhold onsdag aften.

Jeg elsker at undervise og jeg elsker især at møde skønne veloplagte dansere. Den glæde at undervise en velkoreograferet dans til den fedeste musik er en sand fornøjelse, – og jeg håber, at kunne sprede den glæde hos Come and Dance”.